Sponsorater er ikke en gratis frokost

For mange kan det måske virke mærkeligt at spørge, om man som racerkører eller teamejer overhovedet har råd til en sponsor. For sponsorater er da noget med at få penge og ikke give penge. Er det ikke?

Sandheden er, at der kan være endda meget store omkostninger forbundet med at være sponseret. Det skal du være klar over, hvis det er en vej, du vil gå. At blive sponseret kræver masser af hårdt arbejde. Er du parat til det, vil det indsatsen også blive belønnet. Men du skal stadig spørge dig selv, om det så var alt besværet værd.

Lad mig give dig et eksempel. Jeg kører selv i en lille amatørserie uden særlig meget pressedækning eller værdi for sponsorer. Så da jeg endelig fik en aftale med min første pengesponsor, var det en kæmpesejr for mig, men også en dyr en.

Da min sponsormanager havde fået sine penge og alle udgifterne til at pleje sponsoren var trukket fra, var der meget lidt tilbage. På det tidspunkt havde jeg allerede investeret hundrede af timer i jagten på sponsorer, så hvis jeg regnede min timeløn ud, ville den få 3F til at se rødt.

Det havde været en bedre forretning for mig at finde et ekstra arbejde i aftentimerne og finansiere min motorsport den vej igennem.

Men pengene er heller ikke nødvendigvis den eneste årsag til at søge en sponsor – og måske ikke engang den vigtigste. Der kan nemlig være mange gode grunde:

  • Du vil gerne kunne leve af racing. Det er jo en indlysende god grund. For fantastisk må det ikke være, hvis du kan blive betalt for at gøre det, du elsker? Som professionel kører er sponsorarbejdet derfor ofte mindst lige så vigtigt som træningen og resten af forberedelsen.

  • Du vil gerne udvikle dig som kører. Langt de fleste starter jo i små, billige løbsserier og rykker op. Springet i omkostninger fra for eksempel F4 til F3 er enormt, og de færreste kan klare det uden sponsorer.

  • Du vil gerne fremstå seriøst. De sponsorer du har, siger også noget om dig som kører eller teamejer, og de kan være med til at tiltrække nye sponsorer. Nogle sponsorer er værd at få med ombord udelukkende på grund af deres stærke varemærke eller brand.

  • Du vil gerne støtte en god sag. Det er ikke så udbredt i Danmark, men i udlandet er det ikke usædvanligt at se racingteams, der samler sponsorer om en fælles velgørende sag.

Så – ikke overraskende – er der masser af gode grunde til at søge sponsorer, der kan hjælpe dig eller dit team med at skabe endnu stærkere resultater på banen. Så det er vel bare at kaste sig ud i det? Nej, ikke helt. Ikke før du også har overvejet de gode grunde til ikke at søge sponsorer:

  • Du får helt sikkert et nej. Helt firkantet er det sådan, at hvis du ikke kan give en sponsor et udbytte af sponsoratet, der er 3 gange større end deres investering, så kan du lige så godt lade være med at spørge. Du spilder bare virksomhedens tid og din egen.

  • Du skal give for meget og får for lidt. Særligt ved små sponsorater eller sponsorater i form af rabatter eller produkter, risikerer du at skulle bruge rigtig mange timer på at pleje sponsoren. Regner du din timeløn ud, er det måske slet ikke det hårde arbejde værd.

  • Du har ikke tiden til det. Et sponsorat er som enhver anden forretningsaftale. Der skal holdes møder, aftales vilkår, følges op på præstationer og evalueres på værdi. Virksomheden forventer, at du lægger samme professionalisme og forretningsfokus i arbejdet, som de selv gør. Hvis du ikke er parat til at investere den nødvendige tid, og hvis du ikke er lige så passioneret for sponsorjagten som for din racing, skal du overveje at finde andre måder at finansiere din sport på.

Det er hårdt arbejde at indgå sponsoraftaler, og det kan gå hen og blive rigtig dyrt både i form af de penge, du skal bruge på events, merchandise, hospitality osv. og på de mange arbejdstimer, du skal lægge både i jagten på nye sponsorer og plejen af dem, du har.

Overvej derfor om sponsorater virkelig er noget for dig. Og beslutter du dig for, at ja, det er de, så gå helhjertet og med 100 % fokus ind i det. Angrib det som du ville angribe et sving og afsæt tiden og energien til at perfektionere dit sponsorarbejde. Et sted at begynde er at få det rigtige materiel. Er du for eksempel professionel og synlig på nettet? Hvis ikke så hjælper Motorsport Marketing dig gerne med at blive det.

Her er tre veje til at blive mere synlig for sponsorer.

Skriv et svar